Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Et åbent og informerende forældresamarbejde

Vi snakker sammen om dit barns trivsel, udvikling og oplevelser, og deler gode idéer med hinanden, om f.eks. søvnmønster og legerelationer. Og så griner vi sammen, når Spiderman-dragten er på for fjerde dag i træk, eller når alt gøres op i enhjørningesnak, Hulken eller...
På samme måde giver vi også omsorg og stiller os til rådighed for vejledning, når alting ikke vender, som det plejer i børnenes eller forældrenes liv. 

Vi tilbyder løbende samtaler

Vi tilbyder opstartssamtale, 3-månederssamtale og samtale i forbindelse med skolestart. Ved samtalerne taler vi om dit barns trivsel og udvikling og om hvordan vi i sammen støtter dit barns børnehavetid bedst muligt. Det kan være ud fra et perspektiv om barnets modning, læring, inklusion, sociale mestring, venskaber og sundhed. Under samtalerne vægter vi en åben dialog, og det er vigtigt for os, at I som forældre, oplever et ligeværdigt, rummeligt og nuanceret samtalerum og perspektiv.  Vi kan også holde samtaler ved opstået behov, i løbet af barnets børnehavetid.

Forældrene inddrages i pædagogiske aktiviteter og læreprocesser

I forårets mellemgruppeforløb har vi tradition for at inddrage forældrene i de pædagogiske aktiviteter og læreprocesser. F.eks. bidrager forældrene med lege, fortællinger, musikoplevelser og sange. De deltager i biblioteksforløb og er med på ture, hvor leg og bevægelse er i fokus. I disse forløb er det lige så ofte forældrene, der har teten i aktiviteterne, som det er pædagogerne. Det er dog altid pædagogerne, der holder den pædagogiske tråd i temaet. Børn, forældre og pædagoger danner under disse forløb, gode fællesskaber og netværk – og ikke mindst, skønne forårsdage at tænke tilbage på.

Meningsfulde forældrenetværk  

Børnehavens inkluderende kultur, hilsnerne i den daglige kommen og gåen, vores fællesarrangementer, og inddragelsen af mellemgruppens forældre i vores læringsmiljøer, giver et godt grundlag for at indgå i netværk, der er relevante og meningsfulde for forældre til et børnehavebarn. 

Af fællesarrangementer, hvor I forældre er inviteret med, holder vi blandt andet forældrekaffe, grillaften, julehyggedag og stuevise forældremøder.